Når vi regulerer, skal det være for miljøets skyld – eller tager jeg helt fejl?

 

Mens denne artikel skrives, buldrer valgkampen derudad med overbudspolitik, faktafornægtelse og en udskamning af vores erhverv. Men jeg vil stilfærdigt konstatere, at landbruget er et produkt af den førte politik. Det vil det også være efter valget, og her er det mit inderlige ønske, at vi får fokus tilbage på fagligheden i reguleringen af vores erhverv – ikke mindst hvad angår kvælstof. For kun en tåbe frygter ikke et presset socialdemokrati.

Derfor har vi i Jysk Landboforening arbejdet intenst med at fortælle alle i vores politiske netværk, hvorfor kvælstofreguleringen er forfejlet. Og helt overordnet set kan man let stille et grundlæggende spørgsmål: Regulerer vi efter bedre vandmiljø, eller regulerer vi bare efter kvælstof?

Der er nemlig en himmelråbende forskel på de to – og hvis man ikke tror mig, kan man jo slå op i de utallige rapporter, der er udgivet om forskellige farvande i Danmark. Lad mig her komme med tre eksempler.

Lad os starte med Lillebælt:
DTU Aqua har udgivet flere rapporter om farvandet. Her siger forskerne, at sammenhængen mellem næringsstoftilførsler og miljøtilstand er sammensat, og at man ikke kan vurdere de enkelte kilders betydning alene ud fra deres størrelse. Og som om det ikke var nok usikkerhed, så stammer alle næringsstoffer i vandet ikke fra land – de bliver f.eks. også frigivet fra havbunden eller transporteres ind med bundvandet fra andre områder.

Man kan altså ikke forudsige, hvad en bestemt reduktion i kvælstof giver af effekt på miljøtilstanden. Men det var jo hele formålet med reduktionskravene – var det ikke?

Knudedyb er en saga i sig selv.
De landmænd, som afvander til Knudedyb, ser lige nu ind i store reduktionskrav.

Problemet er bare, at den model, man har brugt til at beregne den nødvendige reduktion med, er ”usikker”, sagt med forskernes egne ord. Dette vel at mærke de samme forskere, som på bestilling beregnede reduktionskravene.

Reguleringen i området tager i høj grad udgangspunkt i målinger af klorofyl i vandet, men ifølge forskerne kan netop disse målinger påvirkes af andre forhold end kvælstof, herunder naturlige variationer og andre næringsstoffer. I stedet vurderer de, at en anden model, ”sommermiddel”, er mere fagligt robust og bedre afspejler det, man observerer i og omkring Knudedyb.

Dermed vil reduktionskravet mere være tilpasset de faktiske forhold i Knudedyb – og det er vel det, man hele tiden har ønsket, er det ikke?

For Ringkøbing Fjord er det tragikomisk:
Her har Kystvandrådet arbejdet stenhårdt på at blive klogere på, hvad det er, der påvirker vandmiljøet.

Kystvandrådet har derfor analyseret to forskellige scenarier – et hvor man reducerer tilførslen af kvælstof fra oplandet med 35 procent - og et, hvor man reducerer med det halve, altså 17 procent. Helt ordret står der i rapporten: ”Med den nuværende viden har det ikke været muligt for Kystvandrådet at komme med anbefalinger i det ene scenarie frem for det andet.”

I stedet peger rapporten på en række andre forhold, som også påvirker fjordens tilstand – og som man rent faktisk kan gøre noget ved. Men de har aldrig været i spil ift. beregning af reguleringstrykket. Hvad skal man så med mere viden, hvis ikke man vil bruge den til at hjælpe miljøet?

Kvælstofaftalen bør kraftigt justeres. Jeg betvivler ikke, at vi skal reducere landbrugets kvælstofudledning. Men det skal være i et omfang, hvor det fagligt giver mening. Standardmodeller må aldrig erstatte konkret viden om det enkelte farvand. Man har nu nedsat hele 17 kystvandråd, fordi man politisk har erkendt, at ikke to farvande er ens. Lokal viden skal i spil, og så skal man også lytte til den viden, når den findes.

Ellers er reguleringen ikke til for vandmiljøets skyld. Og det var jo hele pointen med det, var det ikke?

 

Af: Allan V. Pedersen
Formand