Kort om vandløbsregulativer

Hvad er et offentligt vandløbsregulativ?

Et offentligt vandløbsregulativ er kommunens “spilleregler” for, hvordan et offentligt vandløb skal holdes. Det er her, det står beskrevet hvor dybt og bredt det skal være eller hvilken vandføring det skal have og hvordan grøden må og skal skæres.
For dig som landmand er regulativet vigtigt, fordi det har betydning for, om vandet kan komme væk fra markerne.

For landmænd er regulativet vigtigt, fordi det fastlægger:

  • Hvilken vandføring vandløbet skal have – i nogle tilfælde beskrevet som bundbrede og en kote for bundhøjden
  • hvornår og hvordan kommunen vedligeholder vandløbet
  • hvilke rettigheder, begrænsninger og forpligtigelser der gælder for lodsejere langs vandløbet

Kommunen skal følge regulativet, når der skæres grøde, oprenses eller træffes afgørelser om vandløbet. Hvis vandløbet ikke vedligeholdes som beskrevet i regulativet, kan det have betydning for markdriften og afvandingen af jorden.

Kort sagt: Vandløbsregulativet er det dokument, du kan holde kommunen op på, når vandløbet ikke fungerer, som det skal.

Der er forskel på Hovedregulativet og vandløbsregulativerne
De fleste kommuner har ét Hovedregulativ og en række vandløbsregulativer. Man kan sige, at hovedregulativet er den overordnede ramme, mens vandløbsregulativerne er de konkrete spilleregler for det enkelte vandløb.

Hovedregulativet beskriver kommunens generelle måde at håndtere offentlige vandløb på. Det fastlægger de fælles principper for vedligeholdelse – for eksempel hvordan kommunen normalt skærer grøde, hvilke hensyn der tages til afvanding og natur, og hvordan arbejdet planlægges. Hovedregulativet gælder på tværs af kommunens vandløb, men går ikke i detaljer med det enkelte vandløb.

Vandløbsregulativerne går derimod helt tæt på. Her står der præcist, hvordan hvert enkelt vandløb skal se ud og vedligeholdes – med mål for bund, bredde, dybde og konkrete krav til grødeskæring og oprensning. Det er disse regulativer, der afgør, hvad man kan forvente i praksis, når man står med vand på marken.

Kort fortalt:

  • Hovedregulativet fortæller hvordan kommunen arbejder generelt
  • Vandløbsregulativerne fortæller hvad der gælder for dit vandløb

For landmænd er det især vandløbsregulativet, der er vigtigt i hverdagen, fordi det er det dokument, man kan holde kommunen op på, hvis vedligeholdelsen ikke lever op til det aftalte.

Hvor finder du kommunernes vandløbsregulativer?
De fleste kommuner har de offentlige vandløbsregulativer liggende på deres hjemmesider. Her på siden har vi samlet links til regulativerne for de enkelte kommuner, hvor det er muligt.

Ikke alle kommuner har dog regulativerne offentligt tilgængelige. Hvis du bor i en kommune, hvor regulativerne ikke kan findes online, kan du kontakte kommunens vandløbsadministration og bede om at få regulativet tilsendt.