Træer langs vandløb

Træer langs vandløb
Træer langs vandløb kan give udfordringer i hverdagen. De kan være i vejen for markdriften, besværliggøre kørsel med maskiner og gøre det svært at vedligeholde vandløbet, fx når der skal skæres grøde eller oprenses.

Selvom træerne kan opleves som et problem, er det vigtigt at være opmærksom på, at træer tæt på offentlige vandløb – også dem, der står på brinkerne – som udgangspunkt betragtes som en del af selve vandløbet. Derfor er det ikke noget, man bare må fjerne efter eget ønske.

Træer langs vandløb er ikke kun til gene. De har også flere fordele:

  • De giver skygge, som kan begrænse grødevæksten i vandløbet
  • De er med til at holde brinkerne på plads og mindske erosion
  • De skaber variation i vandløbet og giver bedre forhold for fisk og smådyr

Af den grund betragtes fældning af træer langs vandløb som en ændring af vandløbet – og ikke som almindelig vedligeholdelse.

Husk tilladelse før fældning 
Du må ikke ændre et privat vandløb uden forudgående tilladelse fra kommunen. Når træer regnes som en del af vandløbet, betyder det, at fældning eller kraftig udtynding kræver en tilladelse.

Almindelig beskæring af træer og buske kan i nogle tilfælde være en del af den sædvanlige vedligeholdelse, hvis formålet er at sikre vandets frie løb. Men går arbejdet videre end beskæring, skal kommunen altid ind over.

Privat eller offentligt vandløb – hvem har ansvaret? 
Som bredejer har du kun vedligeholdelsespligten, hvis vandløbet er privat. Er der tale om et offentligt vandløb, er det kommunen, der står for vedligeholdelsen. For offentlige vandløb vil det ofte fremgå af vandløbsregulativet, at træer og buske langs vandløbet ikke må fjernes uden kommunens tilladelse. Det samme gælder for vandløb, der er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3, hvor der dog i nogle tilfælde kan gives dispensation.

Det gode råd
Overvejer du andet end almindelig beskæring – fx fældning eller større udtynding af træer langs et vandløb – så tag altid fat i kommunen først. De kan oplyse, hvad der er muligt, og hvilke tilladelser eller dispensationer der eventuelt er nødvendige.