Gode Råd

Er dit vandløb privat eller offentligt?
Hvem har vedligeholdelsespligten i vandløbet? Hvis det er et privat vandløb, så er det lodsejerens ansvar. Er det et offentligt åbent vandløb, så er det kommunens ansvar. Er du i tvivl om vandløbet er privat eller offentligt kan du orientere dig på kommunens hjemmeside eller kontakte kommunens vandløbsadministration.

Hvem har vedligeholdelsespligten i de rørlagte vandløb?
I de private rørledninger har lodsejer vedligeholdelsespligten.
I de offentlige rørlagte vandløb er det kommunen der har vedligeholdelsespligten med udgangspunkt i, at holde rørledningerne funktionsdygtige. Det gøres ved, at de bliver spulet og renset.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at udskiftning eller omlægning af et offentligt rørlagt vandløb ikke regnes som almindelig reparation. I stedet betragtes det som en regulering af vandløbet og det er lodsejerne der skal afholde udgifterne.

Det betyder i praksis, at der skal laves et egentligt projekt med myndighedstilladelse før arbejdet kan gå i gang. Projektet skal blandt andet beskrive, hvem der får gavn af omlægningen, og hvordan udgifterne skal fordeles mellem de berørte parter.

Hvad må jeg selv gøre i vandløbet?
Det er udelukkende kommunen der må oprense, skære grøde mv. i de offentlige vandløb. Meget sjældent kan der ligge en individuel aftale om muligheden for som lodsejer at hjælpe kommunen med, f.eks. at renholde et udløb eller andet i vandløbet. Dette kræver meget præcise og skriftlige aftaler, som sikkerhed for at begge parter er indforståede med aftalen.

I de private vandløb er det lodsejer der har forpligtelsen til at lave vandløbsvedligeholdelse. Der ligger ikke et regulativ for et privat vandløb men derfor gælder en række regler alligevel.

Vedligehold af private grøfter og vandløb
I private vandløb og grøfter er det lodsejeren, der har ansvaret for vedligeholdelsen. Det betyder, at vandløbet eller grøften skal holdes løbende, så vedligeholdelsen er kontinuerlig.

Hvis en vandløbsstrækning ikke er blevet vedligeholdt i en længere årrække, kan reglerne i naturbeskyttelsesloven komme i spil. I de tilfælde kan der være krav om tilladelser eller dispensationer, før vedligeholdelsen må genoptages – og i nogle situationer kan sådanne tilladelser slet ikke gives.

Derfor er det vigtigt, at du som lodsejer sørger for løbende vedligeholdelse af dine private vandløb og grøfter. Vinterhalvåret er ofte et oplagt tidspunkt at få arbejdet gjort. Vær samtidig opmærksom på, at du ikke må grave vandløbet bredere eller dybere end de dimensioner, det historisk har haft. Ønsker du at uddybe eller udvide vandløbet, kræver det en forudgående tilladelse fra kommunen.

Er du i tvivl om, hvorvidt en vandløbsstrækning er privat eller offentlig, kan du finde oplysninger på kommunens hjemmeside eller kontakte kommunens vandløbsadministration.

Hold øje med vandløbene – det betaler sig
Der er penge at hente i god afvanding. En velfungerende afvanding er en forudsætning for et godt udbytte i marken, og derfor kan mangelfuld vandløbsvedligeholdelse hurtigt mærkes på bundlinjen.

Som udgangspunkt fører kommunen opsyn med de offentlige vandløb og vurderer, hvornår der er behov for vedligeholdelse. Men det er ikke noget, man skal tage for givet. Mange kommuner når ikke rundt til alle vandløb hvert år, og derfor er det vigtigt, at lodsejerne selv gør opmærksom på, hvis der er behov for vedligeholdelse på en vandløbsstrækning.

Det samme gælder de private vandløb. Her er det lodsejeren, der har både opsyns- og vedligeholdelsespligten, men i praksis ser vi desværre ofte, at opgaven ikke bliver prioriteret.
I et fladt landskab med lille terrænhældning kan et forsømt vandløb hurtigt give afvandingsproblemer længere oppe i systemet – med konsekvenser for flere ejendomme.

Det gode råd er derfor klart: Hold øje med vandløbene – både de private og de offentlige. Nogle gange er der kun én manglende oprensning mellem dig og en mark, der ikke kan levere næste høst.